
Denne side er beskyttet af hCaptcha, og hCaptchas Politik om beskyttelse af persondata og Servicevilkår er gældende.
Produktion og kultivering
Næringsindhold per 100g
Vitaminer og mineraler per 100g

Fra det nordlige Egypten
Vores økologiske jordnødder er dyrket i Matrouh-regionen i det nordvestlige Egypten, hvor det tørre klima og den rene sandjord skaber ideelle forhold for dyrkning af jordnødder i høj kvalitet.
Regionen er kendt som et af Egyptens vigtigste dyrkningsområder og står for en stor del af landets samlede produktion. Den lave luftfugtighed giver ikke bare en sprød og ren smag – den mindsker også risikoen for skimmel.
Resultatet er jordnødder med en naturlig sødme og god sprødhed, dyrket med respekt for både jord og mennesker.
Fun fact: Jordnødden er faktisk slet ikke en nød, men en bælgfrugt i familie med bønner og ærter. Den har fået sit navn, fordi den både ligner en nød – og fordi den modnes nede i jorden.

Naturlig protein til både desserter og varme retter
Jordnødder kan bruges til langt mere end bare snacks. Deres rige, cremede smag og høje indhold af sunde fedtstoffer gør dem velegnede i både det søde og det salte køkken. De kan ristes og spises som de er, drysses over salater og wokretter for ekstra knas, eller blendes til en lækker, hjemmelavet peanutbutter – helt uden tilsætningsstoffer.
I det søde køkken er jordnødder en fantastisk base i alt fra energibarer og småkager til plantebaserede kager og snacks. Prøv dem fx i en hjemmelavet Snickers-kage med dadler, kakao og peanuts – en simpel, men overbevisende kombination af sødme, fedme og sprødhed, helt uden animalske produkter.
Jordnødder egner sig også godt i varme retter som gryderetter, supper og asiatiske dips som sataysauce, hvor de tilfører dybde og fylde. Uanset hvordan de bruges, bidrager de med både næring, smag og tekstur – og gør det let at spise grønnere uden at gå på kompromis med nydelsen.