Glutenfrie morgenboller med chufamel og sød kartoffel
Giv dine kedelige grøntsager nyt liv: tilsæt dem i dit bagværk! Så undgår du madspild, og så er det da en nem måde at få lidt ekstra grøntsager indenbords.
Disse boller er luftige, sprøde udenpå og bløde indeni. Chufamelen giver bollerne en sødme i smagen.
Opskriften giver ca. 8 boller.
Ingredienser
- 4 dl vand
- 3 spsk. loppefrøskalder
- 140 g chufamel
- 100 g hirsemel eller anden glutenfri meltype
- 60 g havregryn
- 1 sød kartoffel revet (svarer til ca. 100 g)
- 2 tsk. salt
- Lidt olivenolie til pensling
Fremgangsmåde
- Chufa skal først have ligget i blød i ca. 36 timer.
- Tænd ovnen på ca. 180 graders varmluft.
- Derefter blendes de til mel, og der afvejes til ca. 140 g.
- Vand, salt og loppefrøskalder tilsættes en skål, rør sammen og lad trække i ca. 10 minutter.
- Imens rives en sødkartoffel eller anden grøntsag groft, og der afvejes glutenfri mel og havregryn.
- For at få bollerne til at blive luftige og hæve skal vandet med salt og loppefrøskalder nu piskes godt med en elpisker i et par minutter.
- Herefter tilsættes havregryn, mel og revet sød kartoffel.
- Det hele røres godt sammen med en ske.
- Dejen skal være lidt klistret.
- Med let fugtede fingre formes 8 boller, som sættes på en bageplade, pensles med olie og sættes i ovnen i ca. 45-50 minutter – husk at holde øje.
- Bollerne skal have en gylden farve på overfladen.
- Lad gerne bollerne stå og dampe af inden servering.
Velbekomme 🤎